OM OS

 

LEJRBÅL & LIGPOSER

Et dansk podcastunivers dedikeret til Fredag den 13. – og ALT, hvad der følger med!
Velkommen til Lejrbål & Ligposer – et helt ny dansk podcast, der udelukkende er dedikeret til én af horrorhistoriens mest ikoniske filmserier: Fredag den 13.
Vores ambition er klar: Vi vil skabe den definitive danske guide til Fredag den 13.-universet.

Og når vi siger alt, så mener vi ALT!

Vi tager naturligvis samtlige film under kærlig og nådesløs behandling. Vi går i dybden med filmene, karaktererne, instruktørerne, skuespillerne, historien bag kameraet, myterne, kontroverserne, drabene, effekterne og alt det, der har gjort serien til et popkulturelt fænomen.

Men Lejrbål & Ligposer stopper ikke ved filmene! Vi dykker også ned i det enorme univers, som Fredag den 13. har affødt gennem tiden. Vi skal omkring opslagsbøger, noveller, comics, brætspil, computerspil, fanfilm og meget, meget mere.

Kort sagt: Vi tænder lejrbålet, finder macheten frem og begiver os ind i skoven. Én franchise. Ét kæmpestort univers. Én podcast, der skal vende det hele!

 

CUNO MOGENSEN
Vært & Producer

Jeg har været filmnørd, så længe jeg kan huske. Og efterhånden er det nok blevet så fremskredent, at der ikke længere findes nogen kur.

Jeg husker tydeligt mine helt unge år, hvor tv-serier såsom “Gysertimen” (Thriller), “Skæbnefortællinger” (Roald Dahl's Tales of the Unexpected) og Ray Bradbury’s teater (The Ray Bradbury Theater) både fascinerede og skræmte mig på samme tid i de sene timer lørdag efter lørdag på Danmarks Radio. Men nok især en film ville vise sig at være skelsættende for mit uskyldige sind, en sen aften i maj 1984 på den hæderkronede kanal, da jeg som blot 7 årig så “Eksorcisten” (The Exorcist), der satte så meget rædsel og frygt i mig, men samtidig en morbid glæde og fascination. En horror fan var født!

Min interesse for gys og skrækfilm voksede kun og 80'erne var det perfekte årti for netop denne genre. Videohylderne bugnede med VHS covers, der lovede at indfrie det næste fix. Sammen med min barndomsven, Dan, lejede vi videofilm i sådan grad, at vi tømte videobutik efter videobutik i lokalområdet og derfor måtte tage bus til nabobyerne for at leje film der. Til sidst endte vi op i Aarhus, en bustur på over 40 minutter, men til gengæld var det et rent slaraffenland med videoudlejning på hvert gadehjørne. Sikke minder! Hverken Dan eller jeg havde faktisk en VHS afspiller i hjemmet i midt 80’erne. Men Dan var præstesøn, så vi sad i den lokale sognegård, i et depotrum, og så film som ”Halloween 4”, “Fredag den 13. del 7” og “Maniac - Kvindemorderen”, mens menighedsrådet sad i møde i lokalet ved siden af.

Senere blev jeg en del af det aarhusianske undergrundsfilm miljø, da interessen for selv at lave film havde meldt sig. Det blev til et par år på Aarhus Filmværksted og en håndfuld kortfilm under bæltet. Lysten til at anmelde film og dele ud af min glæde til film, førte mig til podcasting, da jeg i 2013 startede The View Review Podcast, som har kørt lige siden, men i dag nok mere er et hobbyprojekt. 

Jeg har desuden været selvstændig med mit eget produktionsselskab, hvor jeg lavede virksomhedsvideoer, reklamefilm mm., så gennem årene har jeg fået en ganske solid forståelse for det tekniske håndværk, der ligger bag filmene – alt fra manuskript og instruktion til kamera og klipning.

Men lad dig endelig ikke narre til at tro, at det har gjort mig til en snob! For jeg kan stadigvæk blive oprigtigt begejstret over en film, hvor en flok unge mennesker tager ud i en skov, splitter op på trods af alle tænkelige advarsler og én efter én bliver slagtet på kreative måder.

Jeg har en helt særlig kærlighed til 80'ernes slashere – og især “Fredag den 13.” har altid haft en stor plads i mit filmnørdede hjerte. Men min kærlighed til genren stopper bestemt ikke der. Jeg er også svært glad for giallo, især filmene fra il maestro selv, Dario Argento. Stilistisk vold, psykedeliske farver, progrock, sorte handsker og far out plot twists, der nogle gange giver mere mening, hvis man ikke tænker alt for meget over dem!

For i sidste ende handler det måske ikke om, hvorvidt en film er perfekt. Nogle gange handler det bare om, hvorvidt den har en god maske, en stor kniv og nok blod til at gøre hele turen værd.

 

MARTIN "FLUEN" RIEDER
Vært

Jeg har altid været glad for film. Lige siden jeg som barn så film, som et barn absolut ikke skulle se! Det har selvfølgelig vækket interessen for filmmediet i mig, og i mine unge barne- og teenageår åd jeg alt råt, jeg kunne komme i nærheden af. Som årene er gået, og jeg er blevet ældre, kan jeg også godt mærke, at min smag – og forståelse – for film har ændret sig markant. Dengang var det meget hjernedøde 80'er- og 90'er-actionfilm med Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger og Chuck Norris, der fik mit blod til at pumpe. Ikke så meget udenlandske- eller arthouse film. Det var action og horror, jeg sugede til mig. Friday the 13th, The Burning, The Prowler, A Nightmare on Elm Street og The Thing var alle film, jeg var imponeret over, og interessen for special makeup effects tog til. Så meget, at jeg selv legede med latex og teaterblod og gerne ville lave effekter. Men ak, det var dog ikke den vej, livet havde planlagt for mig.

Der er en helt speciel følelse i mig, når man ser en fantastisk horrorfilm fra det gyldne årti, nemlig 80'erne. Ja, nogle af dem var bedre produceret end andre, og ja, nogle havde bedre effekter end andre. Men de havde som regel altid den samme følelse og øje for, hvad en go' slasher skal kunne. Netop her var Friday the 13th-serien noget af det bedste. Den ikoniske morder. Den ikoniske maske. De ikoniske special effects fra en tid, hvor CGI ikke havde taget over endnu. Så selvom historien er so-so, og skuespillet måske efterlader nogle tæer, der er krummet helt sammen, så er der som regel altid noget at komme efter i de film fra den periode.

Jeg har lavet podcast i 10+ år sammen med Cuno, og finder det utrolig dejligt bare at tale om film, gode som dårlige, med ligesindede filmnørder. Et af de områder, jeg er vokset utrolig meget på siden mine helt unge dage, er respekten for andres holdninger og meninger om film. Vi kan alle være uenige om film, men har med tiden lært, at man ikke kan definere, hvad smag eller kvalitet er, når det kommer til film, musik eller kunst. It's all in the eye of the beholder!

Jeg havde svært ved at acceptere, at andre ikke delte samme mening som mig omkring en specifik film. Ligeledes kunne jeg finde på at mene, at andre havde en dårlig filmsmag, hvis de kunne li' en film, jeg ikke kunne li'. Det var en frygtelig holdning at have, og heldigvis er jeg på mine gamle dage blevet meget mere rummelig og accepterende over for diskussioner omkring film.

Film giver os alle noget. Det er derfor, vi ser dem. Nogle film giver mig noget fedt, mens den samme film giver andre kvalme. Det er det fede ved at tale og diskutere film. Derfor er det fedt at lave podcast omkring film!

 

JANE "NEW BLOOD" VALEUR
Vært

Jeg har brugt en stor del af mit voksenliv på at se, skrive om og nørde gyserfilm. Jeg har baggrund som cand.mag. i filmvidenskab med speciale i gysergenren og har arbejdet som filmanmelder i omkring et årti. I dag er jeg gyser-ekspert og oplægsholder ved Cinematekets visninger og tilknyttet Blodig Weekend.

Gyser film har altid været min helt store interesse. Jeg er stadig den type, der ser absurd mange horrorfilm, læser faglitteratur om genrens historie og udvikling – og som nok også er lidt af en irriterende Letterboxd-bruger, der religiøst skal rate og kommentere på det hele.

Min lidenskab for Fredag d. 13.-franchisen begyndte, da jeg som teenager for alvor fik øjnene op for gysergenren og så Friday the 13th fra 1980 sammen med nogle venner. Som tidligere spejder og rebelsk teenager syntes jeg, at filmens præmis var enormt skræmmende. Her var man ung og sårbar ude i en ulåst hytte langt inde i skoven. Der var en illusion af tryghed i fællesskabet med de andre, men én efter én kunne ens venner blive dræbt omkring én, uden at man selv vidste, hvor stor faren var, før det var for sent. Det var en idé, der virkelig satte sig fast i mig.

Men min fascination af Fredag d. 13. handler ikke kun om nostalgi. Jeg synes, det er en helt særlig franchise, fordi den er langt mere fleksibel, end mange af de andre store slasher-franchises. Hvor Halloween og A Nightmare on Elm Street i højere grad er bundet til deres ikoniske mordere, har Fredag d. 13. en mærkelig frihed. Ja, vi har Jason Voorhees og det ikoniske Crystal Lake, men både måden, folk bliver dræbt på, og historien om, hvem morderen egentlig er, kan ændre sig markant fra film til film. Det, der umiddelbart kunne ligne en svaghed eller mangel på kontinuitet, bliver derfor efter min mening en kreativ styrke.

Når man sætter sig ned for at se en Fredag d. 13.-film, ved man grundlæggende godt, hvad man går ind til: En flok mennesker – ofte unge – skal dø én efter én. Men man ved ikke nødvendigvis, hvordan de skal dø, hvem der står bag, eller hvilken ny vinkel filmen vil give os på Crystal Lake og myten om morderen. Og det er netop den uforudsigelighed og rum til kreativitet, jeg elsker.

Fredag d. 13. er derfor en franchise, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg kommer til at se filmene igen og igen gennem mit liv, og for mit vedkommende er Crystal Lake blevet et sted, jeg altid vil være spændt på at se nyt fra.